D-kuldet

D-kuldet



Den 26.03.2018 kom D-kuldet til verden, det er efter Astrid x Fennec du Domaine de Locus.


Kuldet er opdrættet efter Dansk Gravhunde Klubs og Dansk Kennel Klubs avlsanbefalinger, samt Dansk Kennel Klubs etiske anbefalinger.

Jeg har fulgt Dansk kennel Klubs opdrætteruddannelse og har optaget kennelmærket: Kennel Nordskoven.


Astrid nedkom med 6 hvalpe. Nedenfor er vejeskema og dagbog for kuldet.

Køn

Navn

Fødsels

vægt

Vægt 1 uge

Vægtstigning % 1 uge

Vægt 2 uger

Vægtstigning % 2 uge

Vægt 3 uger

Vægt 4 uger

Vægt 5 uger

Vægt 6 uger


Han

Drikus

297g

495g

67%

786g

165%

1081g

1512g

1991g

2412g


Han

Duco

294g

557g

89%

749g

155%

1016g

1348g

1727g

2117g


Tæve

Dahlia

261g

366g

40%

515g

97%

719g

1029g

1261g

1549g


Tæve

Daphne

248g

461g

86%

688g

177%

943g

1262g

1545g

1903g


Tæve

Disa

170g

233g

37%

296g

74%

396g

560g

787g

992g


Tæve

Delonix

295g

528g

79%

789g

167%

1132g

1510g

1661g

2402g


26.03. Hvalpene 0 dage gamle.

Så gjorde Astrid det igen og ganske som hun har gjort det foregående to fødsler, så var der et langt opblokningsforløb op til veerne. Astrid begyndte at blive urolig 1½ døgn før. Hun byggede rede, her og der, gispede og var helt tydelig utilpas. Kl 2.00 fik hun de første veer og 20 minutter senere fødte hun den første hvalp. I løbet af de følgende tre timer fødte hun i alt seks hvalpe, ganske udramatisk og uden at rejse sig mere end en enkelt gang.

De nyfødte hvalpe er meget forskellige, både mht. størrelse og fremtoning. Ikke mindst er farverne et nyt indslag, selvom hun dog har fået en black and tan hvalp tidligere. Fire af hvalpene er meget sorte, tre af disse endda så meget, at de kan tænkes at være black and tan, som far Fennec. Der er to hvalpe med en brun nuance vi ikke tidligere har set. Det bliver spændene at se hvordan farverne udvikler sig i den kommende tid.

Mor og hvalpe har det fint efter fødslen. De små dier og mor Astrid har spist en stor portion havresuppe med sukker, det burde give hende fornyet energi og forhindre tynd mave, da det eneste hun ellers har indtaget de sidste to døgn er de seks moderkager og fosterhinder.

01.04. Hvalpene 6 dage gamle.

Astrid er som sædvanelig ferm til hvalpepleje og da hvalpene ikke er så gamle endnu, så er der ikke rigtig noget at gøre for os tobenede. Vi har fri i anledning af påsken, så bruger i stedet meget tid på at iaggtage de små i kassen. det er endnu bedre end pausefisk og  norsk færge tv - fængslende, afslappende og ren terapi.

Vi har fundet fire smukke florainspirerede tævenavne. Den største tæve har fået navn fra den største af de fire planter vi har fundet og så fremdeles. Hanneke Vader, som er verdens sødeste hollænder og ejer af Fennec, faren til kuldet, har på min forespørgsel sendt en liste med orginale nederlandske/frisiske drengenavne, som starter med D. Dem har vi gået og smagt på. Nu har børnene voteret og bestemt at "den sorte" han skal hedde Drikus og "den røde" han skal hedde Duco.

I dag har vi taget hver eneste hvalp i ekstra nærsyn, for at se om vi kan konkludere noget endeligt om farverne. Vi har nemlig oplevet interesse for kuldet fra en "ny kant", nemlig folk der specifikt er på udkig efter en black and tan hvalp. Vi kan slå fast at Drikus og Delonix er black and tan. Duco og Daphne bliver røde. Mht. kuldets pt. to mindste hvalpe, Dahlia og Disa, så bliver de nok også b and t, de er sorte, og nu kan vi se de karakteristiske tanpletter over øjnene, i ørene,  på kinderne og omkring anus, men vi vil gerne vente med at konkludere noget endeligt til vi også kan se pletter på skulder og evt. poter. Dahlia kan måske endda vise sig at blive black end lever (chokoladefarvet), da vi ikke synes at hun er ravnesort og pletterne er mere chokoladefarvede.

Navn

Bemærkning

Drikus

Hollandsk drengenavn

Duco

Hollandsk drengenavn

Dahlia

Dalia/gerogine

Daphne

Pebertræ m.m.

Disa

Slægt af små orkider

Delonix

Træslægt fra subtropisk Afrika.

Nordskovens Duco

Nordskovens Drikus

Nordskovens Disa

Nordskovens Daphne

Nordskovens Dahlia

02.04. Hvalpene 7 dage gamle.

Hip Hurra, hvalpene fylder en uge. Den første uge er altid ekstra spændene. Det er der hvalpene er mest skrøbelige og fatale medfødte skavanker som ofte vil vise sig. Vi glæder os over at alle har det godt og udvikler sig hver dag. Disa, som havde en meget lavere fødselsvægt har taget på hver dag. Hendes nuværende vægt er stadig lavere end de andre hvalpes fødselsvægt, og gabet op til de andres vægt er blevet større, da hun har taget mindre på i vægt, ift. fødselsvægten, end de andre. Allerede på dag 2 var Drikus dobbelt så tung som Disa. Vi har tidligere, i A-kuldet, oplevet et par hvalpe med lav fødselsvægt, faktisk endnu lavere, så vi er ikke bekymret, da der er dievorter til alle og Disa trives godt.

Dahlia tog ganske lidt på de første tre dage, så hun er også sakket lidt bagud, men hun er kommet stærkt igen her sidst på ugen.

04.04. Det var godt nok hurtigt!? Delonix er bare 9 dage gammel og kigger allerede ud.

Nordskovens Delonix

08.04. Dahlia er 15 dage gammel. Vi kigger lidt på hendes farver igen.

13.04. Disa og Duco spadserer rundt til ære for kameraet.

13.04. Hvalpene 18 dage gamle.

I går spadserede Disa så lige pludselig rundt i hvalpekassen, men hendes søskene stadig tog svømmetag for at bevæge sig rundt. Jeg har set det før - de små er mere adræte, end de større hvalpe i begyndelsen. de store skal træne lidt mere for at kunne balancere rundt med de tykke maver.

I dag er resten af kuldet også begyndt at rejse sig og tage de første rigtige skridt.

09.04. Hvalpene 14 dage gamle.

Størrelsesforskellen i D-kuldet har været stor fra dag 1. Gabet mellem Disa og de andre bliver større og større, fordi Disa forøger sin vægt mindre end de andre. Nu er hvalpene 14 dage gamle og de burde have fordoblet deres fødselsvægt godt og vel. Det har Disa og Dahlia ikke selvom de tager på i vægt hver dag. Vi kan ikke finde nogen grund til at de to små tæver ikke har udviklet sig som de burde de første 14 dage. De trives tilsyneladende og når mælkebaren åbnes, så får de lige så ofte, som de andre, gode pladser. Astrid, som er verdensmester i yngelpleje, er også god til at distrahere og isolere de hvalpe der er for voldsomme i mælkebaren, så dem der opfører sig pænt får lov til at die først. Så længe de mindste trives så kan vi ikke gøre andet end at holde øje; men det bliver da rart når de kan få fast føde, så kan vi selv hjælpe til med at udligne størrelsesforskellen.

Det er spændene at følge hvalpenes fysiske udvikling – de flotte farver, hvor hurtigt de kan bevæge sig rundt i kassen med vævre svømmetag osv. De sidste par dage har vi især lagt mærke til Delonix og Daphne.

Delonix er fortsat kuldets sværvægter, på trods af at der er nogen store hanner i kuldet. Man lægger også mærke Daphne som udvikler sig hurtigt, hun er da også den der har taget mest på i vægt ift. Fødselsvægten.


16.04. Hvalpene 21 dage gamle.

Der er ved at være trangt i hvalpekassen, især når hvalpene får besøg af C-kuldet, de 3 uger ældre hvalpe vi også har. Jeg tror det er rigtig godt for prægningen med de ældre hvalpe. De små bliver i hvert tilfælde hærdet af at tumle rundt med de store.

Vi har lavet en lille video fra hvalpenes første måltid, som de fik i dag. De gik øjeblikkeligt til tallerkenen og lappede hurtigt mælkesuppen, med opblødt hundemad, i sig. Der går nok ikke længe før de kan spise mad der ikke er opblødt.

I dag opdagede vi også at de har fået tænder.

22.04. Dejligt weekendvejr. Hvalpene har opholdt sig i haven det meste af tiden.

24.04. Hvalpene 27 dage gamle.

Hvalpene nyder det dejlige vejr i haven. Det har de gjort hele weekenden. De opholder sig helst ude. Hen på aftenen kan vi lokke dem ind med aftensmaden og når søvnen begynder at overmande dem, så søger de ind i hvalpekassen, som efterhånden er meget lille. Pladsen er ekstra trang, da de sover sammen med de 3 uger ældre hvalpe fra C-kuldet. De har i det hele taget meget glæde af de ældre hvalpe og jeg er sikker på at det er rigtig godt for prægningen. De store hvalpe er selvfølgelig stærkere og har bedre styr på motorikken, men de små klør på når der tumles, selv lille Disa, skal nok sørge for at være med hvor det sker og har tilsyneladende ikke begreb om at hun er mindre end de andre. Jeg tror at vejningen i morgen vil vise at vægtstigningen ikke har været så markant som tidligere, med al den energi de har brændt af denne weekend.

I morgen får hvalpene deres første ormekur.

30.04. Hvalpene 33 dage gamle.

Mysteriet Disa – Disa udvikler sig fint. Hun er den hvalp der har taget mest på i %vægt den forløbne uge, alligevel er hun en lille spirrevip i forhold til sine søskende. Hun har da også mange træk, som mere minder om miniaturegravhund, end standard. Det bliver spændene at se om hun vitterligt bliver en standard når hun bliver voksen, eller om hun skal måles ned i størrelse. Under alle omstændigheder er hun en dejlig hvalp, som hvalpekøberne da også har et godt øje til. Hun og de andre tævehvalpe er afsat, men det er stadig muligt at komme i familie med en af de to dejlige hanhvalpe, Duco og Drikus.

25.04. Nordskovens Duco.

25.04. Nordskovens Drikus.


17.05. Hvalpene 50 dage gamle.

Vi har haft travlt siden sidste opslag - Vi har sagt farvel til det 3 uger ældre C-kuld, og holdt konfirmation i haven. Hvalpene fra D-kuldet er ikke blevet glemt, tværtimod de har været med til alle begivenhederne og har fået masser af indtryk.

Akkurat som ved tidligere kuld, så tænkte jeg i deres 6 leveuge, at de da ikke nåede at blive ligeså udviklede som tidligere kuld, når de fyldte 8 uger, men så sker der altså et eller andet i 7 leveuge. Hvalpenes færdigheder og eksteriør udvikler sig helt vildt, selv lille Disa ligner nu en der er parat til at indtage en ny familie.

Der er meget vi gerne vil gøre endnu med hvalpene, for at sikre at de er velprægede, når de flytter hjemmefra. Derfor har vi travlt i denne uge. Vi har besøgt byen og andre hunde. I dag tog vi en tur i kunstgraven og legede, efter et træls besøg hos dyrlægen, hvor hvalpene blev chippet, vaccineret og tjekket. Vi fortsætter i morgen med skudtest og skovtur.

Nedenfor en lille video fra besøget i graven. Hvalpene elskede det og vi vil prøve om ikke der kan blive tid til en gentagelse.

.29.04. Nordskovens Disa.

21.05. Hvalpene 54 dage gamle. Sidste gang slænget er samlet - om lidt bliver Daphne hentet.

28.05. Hvalpene 61 dage gamle.

I dag fylder hvalpene 9 uger. I den forløbne uge er de flyttet hjemmefra med den sidste hvalp, Dahlia i dag. Nu er her meget stille.

Endnu engang er det lykkedes at finde skønne hundeglade hjem til hvalpene. Alle hvalpekøberne har fået lige netop den hvalp som de ønskede og har været meget engageret i opdrættet, samt har glædet sig til at hente deres hvalp. Jeg har da også husket (mere end en gang) at fortælle at, vi har været helt i Holland og parre Astrid med en super hanhund, der bidrager med en helt ny gravhundelinie, i dansk sammenhæng - ingen pres, men nu da vi ikke selv beholder en hvalp, så kunne det kunne da være skønt hvis der var en af hvalpekøberne der ville samle bolden op og køre deres hvalp i stilling til avl. Et par af hvalpekøberne har da også givet udtryk for, at deres hvalp måske er mere end en familiehund, så vi krydser fingre og superviserer naturligvis gerne dem der har ambitioner om avl.

Vi gør os altid meget umage med at vælge kennelnavne til hundene. Denne gang har vi da virkelig ramt plet, da tre af hvalpene, Daphne,Disa og Drikus beholder deres kennelnavn, som kaldenavn - vi synes også det er gode navne ;)

Nedenfor kan man se hvor hvalpene er flyttet hen. Hjertelig tillykke til de nye hundeejere og tak for denne gang.

Nordskovens Duco er flyttet hjem til familien Nielsen i Asnæs, hvor han skal hedde Alfred.

Han skal bo sammen med beaglen Emil..

Nordskovens Daphne er flyttet hjem til familien Lyngbo Nielsen/præst i Oksbøl.

Familien glæder sig til igen at blive gravhundeejere.

Nordskovens Disa. Kuldets bettefis, som har udviklet sig helt vildt den sidste uge, er flyttet hjem til familien Mikkelsen i Hemmed. Familien glæder sig til at blive gravhundeejere igen.

Nordskovens Delonix er flyttet hjem til familien Lemming i Græsted., hvor hun fremadrettet vil hedde Tøsen.

Her skal hun dele have med katte, kaniner og høns - spændene.

Nordskovens Drikus er flyttet hjem til familien Sommer i Valby. Han skal bo sammen med dværg gravhunden Luffe.

Drikus blev hentet da han var 7½ uge og var allerede til sportræning dagen efter - sådan!

Nordskovens Dahlia er flyttet hjem til familien Vind Thomsen i Kolding, hvor hun skal hedde Lilli. Familien glæder sig til igen at få en hund i huset.

(Billede kommer senere)